Da DM i Gløgg var overstået var min hjerne ved at koge over med ideer – en af dem som nu har hængt ved i snart halvanden måned, er at se om rosévin er egnet til gløggbrygning.
Jeg sendte følgende opfølgning d. 22. november til Mathilde, som er kontaktperson til Torvehallerne i forbindelse med arrangementet, den giver et godt indblik i min tilstand i tiden efter og min oplevelse af at deltage:
Kære Mathilde.
Jeg er bare lige begyndt at blive viklet ind i gløggtågerne – nu er jeg i gang med ekstrakterne til min fødselsdag og er blevet nødt til at købe to kilo rosiner for at være sikker på at der også er nok til næste år – så ja, der bliver lagt i blød til næste år allerede nu. Og ideer til hvad jeg skal lave er allerede ved at vælte ind – er sørme begyndt at spekulere i, om rosévin er noget man kan bruge. Jeg har virkelig fået blod på tanden og derfor også købt domænet gløggblog.dk som i løbet af december skal bruges til at dele mine erfaringer med andre gløggglade mennesker.
Det var så hyggeligt at være med, vi nød det alle fire i fulde drag, og vi snakkede om, hvor godt det virker med et stort, fælles telt. Man får en følelse af fællesskab selvom man ikke kender de andre særlig godt, man kan bedre se og fornemme stemningen når man ikke er lukket inde i et lille telt. Lidt selvmodsigende var stemningen mere intim i det store telt end i de små telte sidste år, måske fordi gæsterne kunne summe rundt om hele bordet, det gav bedre mulighed for at snakke med dem.
Hvis der er helt nye deltagere, især os amatørgløggologer, tror jeg det er godt lige at nævne, at nogle kommer udklædt, andre pynter deres borde for at skabe julestemning, men at det ikke er forventet. Og så måske også nævne, at feltet hovedsaligt er professionelt men man ikke skal lade sig imponere af det.
Der er sikkert mere, så hvis jeg kommer i tanke om noget, skriver jeg igen.
Kærlig hilsen
Marie-Luise
Efterfølgende har min tanke omkring rosévin været, at det måske vil give en lidt anonym gløgg, så det der virkelig skal fokuseres på, er den smag der skal gøre den til en god gløggvariant og der er jeg stadig i fuld gang med at spekulere – måske en hindbær/hyldeblomst kombination kunne fungere.
Let the experimenting commence!!!