En øse, forged in the fires of Gløgg.

Så oprandt den endelig, den dag vi alle har gået og vidst uundgåeligt måtte oprinde.

Dagen hvor Marie-Luise endelig modtog sin retmæssige anerkendelse og slog alle med beundring i en hård kamp, ikke mod vindmøller, men mod fantastiske kokke og fabelagtige håndbryggere og deres sanselige sammenkog af smage.

Søndag den 21/11 2021 går således over i historien, som dagen hvor slaget ved Torvehallerne blev afgjort og titlen som Danmarks bedste gløggbrygger blev hjemført.

En rørt Marie-Luise er nærmest mundlam efter at have vundet.
Copyright @Mathilde Thykier

Vejen dertil har været beklædt med udfordringer, hvis overvindelse har ført til gårsdagens triumf.

Da Marie-Luise for 5 år siden opdagede, at DM i gløgg eksisterede var udfordringen at uanset at vi er mange, der i mange år, hver den 22 december har nydt godt af hendes ubetvivlelige talent udi kunsten at hælde ting og sager sammen, så krævede konkurrencen en uset disciplinering af det vilde talent.

For selvom jeg hver gang så den sorte magi ske på hine decemberdage, så måtte Marie-Luise pludselig afkode sig, sin egen vilde kunst.

For hvad var det egentlig hun gjorde? Hvordan opstod magien, hvilke mængder skulle der til, når der pludselig skal leveres mere end den ene gryde??

Tårerne flød da Marie-Luise vandt DM i Gløgg 2021.
Copyright @Mathilde Thykier

Angsten var at den øgede disciplinering fik vildskaben til at forsvinde, men heldet var med os alle. Nej, vildskaben forsvandt ikke, den fandt i stedet ud af at med øget viden om sig selv, har talentet flere muligheder som kan udforskes og udvikles.

Den sejrende gløgg, årets Sortkirsebær og Hyldeblomst baserede ‘Black Cherry Magic’ Gløgg, er således et resultat af en lang rejse mod og gennem hidtil uanede muligheder.

Danmarksmesterskabet kom helt bag på Marie-Luise.
Copyright @Mathilde Thykier

Tag et kig på de opskrifter som er her på Gløggbloggen, de har ligheder, ja- men de peger i mange forskellige retninger og sandsynligvis slutter rejsen ikke her.

Og præmien, det er en øse – en øse smedet i varmen fra utallige mængder gløgg.

Tillykke Marilu, dine børn og din mand er stolte af dig 🙂

kærligst Nicolaj

ps. her er opskriften på ‘Black Cherry magic’

Årets hvide gløgg

Skal i år brygges på stikkelsbær – det er helt sikkert. Igen bliver Øster Lind Økobær hovedleverandøren til den gløggekstrakt, dem har jeg virkelig haft glæde af. Jeg bestilte for godt en uge siden og fik stikkelsbær ind ad døren for et par dage siden.

Bær, hyldeblomster og krydderier i fuld gang med et opkog

Ude i køkkenet er jeg i gang med at filtrere den lækre stikkelsbærsirup, der nu har trukket i tre dage med glühwein krydderier og en ekstra omgang kardemomme. 1 kg stikkelsbær blev kogt op med krydderierne og frosne hyldeblomstskærme, 9 dl vand og 600 gr sukker. Stikkelsbærsnasket kan efterfølgende kommes i kager eller laves til marmelade – jeg er mest stemt for at bruge det som kagefyld, men nu må vi se.

Når siruppen efterfølgende er finfiltreret hælder jeg den på flaske og tilsætter mørk egetræsflis, flis fra et whiskyfad og julekrydderier og så skal det bare stå og trække de næste måneder.

Desuden går jeg også og leger med tanken om at lave en stikkelsbærlikør – jeg har nemlig filtreret den hindbærlikør jeg satte over i det tidlige efterår, og den er bare blevet så god!

Roségløggekstrakt

Tilbage i januar startede jeg med at forsøge at udvikle på ideen jeg fik, da vi var i Berlin på julemarkedstur. Jeg fik aldrig færdiggjort indlægget, så nu bliver det offentliggjort med otte måneders forsinkelse. Clementinlikøren jeg fortæller om til slut i indlægget er færdig nu og absolut fantastisk!!

Så fik jeg lavet den første prøveekstrakt til mit forsøg med roségløgg. Den endte med at blive baseret på hindbær, lidt citronsaft og så nogle af mine nedfrosne hyldeblomstskærme. Jeg er blevet helt fjollet med den smag som de blomster giver til denne juledrik, det er lidt som at drysse lidt sommer ned i den og forestille sig at de lyse dage snarligt vender tilbage.

Næste etape er at finde på nogle passende typer alkohol til – jeg er næsten sikker på, at jeg vil bruge Pomona og Æbleau til den. Men jeg kommer til at holde øjnene åbne i de næste par måneder, især da vi snart tager et smut til Østrig, det kunne være jeg faldt over noget interessant dernede.

Jeg er i øvrigt ved at prøve mig frem med en ny rødvinsgløgg ekstrakt – en blanding af druesaft, klementinsaft og ingefær er lige nu noget jeg går og leger lidt med. Jeg er endnu ikke gået i gang med at brygge den, men tankerne er begyndt at vandre i den retning, nu hvor jeg er blevet færdig med rosébasen.

Sidst men ikke mindst fik jeg startet på en clementinlikør. Den er i to etaper: Først en vodka med clementinskræl, som skal stå mindst 40 dage og så en clementinsirup, som er lavet på clementinsaft og en halv presset citron. De to væsker blandes så sammen, når clementinskrællen har infuseret vodkaen.

Pink grape versionen kommer måske på et senere tidspunkt.