Et benspænd af rang

Dette indlæg er forfattet tidligt i september, men af en eller anden årsag fik jeg aldrig sat det til udgivelse.

Jeg er som vanligt i fuld gang med mentalt og praktisk at arbejde med årets gløgg, men på grund af dens base, har jeg tydeligvis givet mig selv et gevaldigt benspænd.

Hyldebær er nemlig ikke ret tilgængelige, hvis man ikke har været ude i efteråret og lavet selvpluk. Og det er netop den situation jeg har befundet mig i, siden jeg efter sidste års DM besluttede at dette års gløgg skulle baseres på det lille bær.

Det medførte at jeg sent i maj bestilte sur hyldebærsaft hjem, som jeg kogte med druesaft og masser af sukker, for at skabe en startbase til min gløggekstrakt. Den har nu stået på køl med masser af julekrydderier, som snart skal blandes med den hyldebærsaft jeg selv koger – forhåbentlig i løbet af denne uge, der er nemlig masser af hyldebær på træerne langs Harrestrup Å, som har været mit foretrukne sted at plukke hyldeblomster de sidste tre-fire år.

Når den er kogt færdig, blander jeg de to eliksirer og omhælder dem til en bag-in-box pose, hvor jeg også tilsætter hyldebærmjød – og så får det ellers lov til at passe sig selv i køleskabet indtil den anden weekend i november.

Ugen før kaster jeg mig så ud i at prøvebrygge, med hvad deraf følger af testbrygning og småfuldskab, haha.

Jeg vender tilbage med mere brygsnak, når jeg har nyt.

I en sen aftentime efter DM i Gløgg …

Glad, tilfreds men uden titel i 2022 … det har været en skøn dag fyldt med gensyn med gløggologer som jeg kun ser den ene dag om året, møder med nye konkurrenter som er ligeså glade for gløgg som mig, snakke om gløgg med publikum, overvældet over de vildt positive tilkendegivelser på Gooseberry Glow, som jeg endte med at kalde årets gløgg.

Sådan her så jeg ud det meste af dagen – faktisk al den tid DM i Gløgg varede

En kæmpe tak skal lyde til Silja, Liv og Nicolaj – og til min nevø Malthe, uden jer ville det ikke kunne lykkes at få konkurrencedagen til være sådan en leg, lige fra når boden skal gøres klar til i de hektiske 20 minutter, hvor gløggen skal serveres til de mængder af begejstrede gløggdrikkere der altid er til stede.

Jeg laver et mere omfattende indlæg senere på ugen, en stemningsreportage, om i vil, hvor jeg fortæller nærmere om min oplevelse, det bliver spas.

Jeg slutter indlægget med disse ord fra Lasse, om DM i Gløgg:

DM slutspurten 2022

Det har været en vild måned, hvor jeg har prøvet at fintune, hvordan gløggen skal være i år. Den del af processen foregår sjovt nok i hovedet, hvor jeg går og spekulerer over, hvad der vil passe sammen og om de smage jeg har valgt passer til hinanden. Meget af det jeg går og leger med, får reelt først det endelige udtryk i den sidste uge inden, når jeg prøvebrygger.

Årets gløgg er baseret på stikkelsbær og havtorn i en hvid gløgg på Chardonnay og hvid portvin. Jeg er rigtig spændt på, om det kommer til at fungere, som jeg forestiller mig det gør.

Årets bærkombination er langsomt ved at koge op

Det allermest spændende ved årets projekt, står ude i køkkenet. Min 10 liters vintønde som jeg købte på årets middelaldermarked i pinsen. Den er lavet af gamle ukrainske vintønder (yay for at støtte et land i krig) og produceret lokalt på en tømmerfabrik, hvor den danske forhandler var ovre i november 2021 for at checke produktionen. Den er nu fyldt med vin, portvin, stikkelsbærlikør og havtornmjød. Derudover er der tilsat gløggkrydderier og ristet egetræsflis for at give ekstra dybde.

Planen er, at den fremadrettet bliver brugt til at lagre gløgg på – hvilket nok kommer til at betyde, at jeg allerede i december får hældt næste års DM gløgg på tønden.

En mail ramte min inbox for to uger siden…

“Kære Marie-Luise

Så er det den tid på året igen! Vi skal til at finde gryderne frem til årets store mesterskab – og du er inviteret!

Søndag 20. november afholder vi det 8. Danmarksmesterskab i gløgg, og vi vil rigtig gerne have dig med bag gryderne igen. Du har jo noget, der skal forsvares 😉”

Mailen kom fra Mathilde fra Torvehallerne, som har stået for det praktiske omkring arrangementet gennem årene. De sidste gange jeg har deltaget har jeg selv skulle tilmelde mig, men denne gang var det altså med invitation og det hele.

Jeg overrasker nok ingen ved at sige, at jeg øjeblikkeligt skrev tilbage med en bekræftelse på, at jeg naturligvis skal være med igen:

“Kære Mathilde.
Du kan tro jeg skal med, er i fuld gang med at fintune årets hvide gløgg opskrift 😁😁.

Det bliver spændende om mit eksperiment overhovedet lykkes, hvis det ikke virker må jeg lave alt om 14 dage før konkurrencen 🤪🤪.

Kh
Marie-Luise “

Så der har i det: Jeg deltager igen i år i DM i Gløgg, denne gang med en hvid gløgg – det bliver super spændende om mit eksperiment falder i dommernes smag i år.

Efterdønninger fra DM i Gløgg

Da DM i Gløgg var overstået var min hjerne ved at koge over med ideer – en af dem som nu har hængt ved i snart halvanden måned, er at se om rosévin er egnet til gløggbrygning.

Jeg sendte følgende opfølgning d. 22. november til Mathilde, som er kontaktperson til Torvehallerne i forbindelse med arrangementet, den giver et godt indblik i min tilstand i tiden efter og min oplevelse af at deltage:

Kære Mathilde.
Jeg er bare lige begyndt at blive viklet ind i gløggtågerne – nu er jeg i gang med ekstrakterne til min fødselsdag og er blevet nødt til at købe to kilo rosiner for at være sikker på at der også er nok til næste år – så ja, der bliver lagt i blød til næste år allerede nu. Og ideer til hvad jeg skal lave er allerede ved at vælte ind – er sørme begyndt at spekulere i, om rosévin er noget man kan bruge. Jeg har virkelig fået blod på tanden og derfor også købt domænet gløggblog.dk som i løbet af december skal bruges til at dele mine erfaringer med andre gløggglade mennesker.
Det var så hyggeligt at være med, vi nød det alle fire i fulde drag, og vi snakkede om, hvor godt det virker med et stort, fælles telt. Man får en følelse af fællesskab selvom man ikke kender de andre særlig godt, man kan bedre se og fornemme stemningen når man ikke er lukket inde i et lille telt. Lidt selvmodsigende var stemningen mere intim i det store telt end i de små telte sidste år, måske fordi gæsterne kunne summe rundt om hele bordet, det gav bedre mulighed for at snakke med dem.
Hvis der er helt nye deltagere, især os amatørgløggologer, tror jeg det er godt lige at nævne, at nogle kommer udklædt, andre pynter deres borde for at skabe julestemning, men at det ikke er forventet. Og så måske også nævne, at feltet  hovedsaligt er professionelt men man ikke skal lade sig imponere af det. 
Der er sikkert mere, så hvis jeg kommer i tanke om noget, skriver jeg igen.

Kærlig hilsen

Marie-Luise 

Efterfølgende har min tanke omkring rosévin været, at det måske vil give en lidt anonym gløgg, så det der virkelig skal fokuseres på, er den smag der skal gøre den til en god gløggvariant og der er jeg stadig i fuld gang med at spekulere – måske en hindbær/hyldeblomst kombination kunne fungere.

Let the experimenting commence!!!