Det har været en vild måned, hvor jeg har prøvet at fintune, hvordan gløggen skal være i år. Den del af processen foregår sjovt nok i hovedet, hvor jeg går og spekulerer over, hvad der vil passe sammen og om de smage jeg har valgt passer til hinanden. Meget af det jeg går og leger med, får reelt først det endelige udtryk i den sidste uge inden, når jeg prøvebrygger.
Årets gløgg er baseret på stikkelsbær og havtorn i en hvid gløgg på Chardonnay og hvid portvin. Jeg er rigtig spændt på, om det kommer til at fungere, som jeg forestiller mig det gør.
Det allermest spændende ved årets projekt, står ude i køkkenet. Min 10 liters vintønde som jeg købte på årets middelaldermarked i pinsen. Den er lavet af gamle ukrainske vintønder (yay for at støtte et land i krig) og produceret lokalt på en tømmerfabrik, hvor den danske forhandler var ovre i november 2021 for at checke produktionen. Den er nu fyldt med vin, portvin, stikkelsbærlikør og havtornmjød. Derudover er der tilsat gløggkrydderier og ristet egetræsflis for at give ekstra dybde.
Planen er, at den fremadrettet bliver brugt til at lagre gløgg på – hvilket nok kommer til at betyde, at jeg allerede i december får hældt næste års DM gløgg på tønden.