Roségløggekstrakt

Tilbage i januar startede jeg med at forsøge at udvikle på ideen jeg fik, da vi var i Berlin på julemarkedstur. Jeg fik aldrig færdiggjort indlægget, så nu bliver det offentliggjort med otte måneders forsinkelse. Clementinlikøren jeg fortæller om til slut i indlægget er færdig nu og absolut fantastisk!!

Så fik jeg lavet den første prøveekstrakt til mit forsøg med roségløgg. Den endte med at blive baseret på hindbær, lidt citronsaft og så nogle af mine nedfrosne hyldeblomstskærme. Jeg er blevet helt fjollet med den smag som de blomster giver til denne juledrik, det er lidt som at drysse lidt sommer ned i den og forestille sig at de lyse dage snarligt vender tilbage.

Næste etape er at finde på nogle passende typer alkohol til – jeg er næsten sikker på, at jeg vil bruge Pomona og Æbleau til den. Men jeg kommer til at holde øjnene åbne i de næste par måneder, især da vi snart tager et smut til Østrig, det kunne være jeg faldt over noget interessant dernede.

Jeg er i øvrigt ved at prøve mig frem med en ny rødvinsgløgg ekstrakt – en blanding af druesaft, klementinsaft og ingefær er lige nu noget jeg går og leger lidt med. Jeg er endnu ikke gået i gang med at brygge den, men tankerne er begyndt at vandre i den retning, nu hvor jeg er blevet færdig med rosébasen.

Sidst men ikke mindst fik jeg startet på en clementinlikør. Den er i to etaper: Først en vodka med clementinskræl, som skal stå mindst 40 dage og så en clementinsirup, som er lavet på clementinsaft og en halv presset citron. De to væsker blandes så sammen, når clementinskrællen har infuseret vodkaen.

Pink grape versionen kommer måske på et senere tidspunkt.

Året går på hæld og gløggen lagres

Så er årets gløgg og gløggekstrakter flasket om og sat på lager. I år havde jeg flere bryg og ekstrakter der skulle sættes køligt, end jeg har haft før. Jeg havde en flaske til overs af den hvide gløgg som fik en 3. plads til DM, så den er sat på lager som den er.

Til min fødselsdag forærede min mand mig tre lynlåsposer med indhold: Mellemristede egetræsspåner, mørkristede egetræsspåner og spåner fra et amerikansk whiskyfad. Disse er i små mængder blevet tilsat udvalgte flasker og en prøvesmagning vil blive foretaget hver 14. dag, for at beslutte om de skal sies fra eller om ekstra spåner skal tilsættes.

Det er nemlig sådan, at jeg lige efter konkurrencen overvejede muligheden for at lagre på egetræsfade. Det har jeg desværre ikke plads til, så nu har jeg altså taget alternative midler i brug for at se, om der kan komme noget ekstra dybde i ekstrakten på denne måde.

I næste uge går jeg i gang med at lave testekstrakter til roségløgg og mandarin/pink grapelikør og så må vi se, hvor det hele ender. Forhåbentlig et godt sted.