Ribs – mit kongerige for to kilo ribs

Vores ribsbuske plejer at give rigeligt med bær, men i år har det stået sløjt til med udbyttet så jeg ser pludselig mig selv stå i en krise grundet manglen på ribs – når jeg nu har valgt at sadle om og lade det være grundlaget for min gløggekstrakt i stedet for hindbær. Jeg havde en enkelt pose i fryseren med et par 100 gr – og for en måned siden lavede jeg plastic ud af min hjemmelavede ribssaft (en historie jeg deler med jer en anden dag), så basen har ligesom manglet.

Og når man så googler frosne ribs, er det ikke lige noget man kan få i dagligvarebutikkerne. Frigodan producerer dem i 2-kilos poser, men ikke et ord om, hvor jeg kan købe dem! Så jeg har været lidt halvpanisk. Lykkeligvis har det vist sig, at der er en økologisk bærproducent i Jylland, som har både ribs og solbær til salg, så jeg bestilte frosne ribs og solbær derfra for lidt over en uge siden – som blev leveret med fragtmand i torsdags. Hurra for Øster Lind Økobær!!!

Så i de sidste fire dage har jeg været i gang med at indkoge ribsekstrakt, først ved at koge dem sammen med en pose frosne hyldeblomster (en portion der svarer til 20 skærme) og gløggkrydderier i et par timer, og så trække i tre dage. Ved en forglemmelse fik jeg ikke brugt Chardonnay druejuice i første omgang, og da jeg så kom i tanke om det, kunne jeg lige pludselig ikke finde flaskerne. Jeg endte så med at bestille en ny forsendelse torsdag aften hos KlubVin og kunne blande 75 cl i lørdag aften.

I går aftes kogte jeg ekstrakten yderligere ind, så jeg nu har 3 1/2 liter ufiltreret saft, der smager af ribs og jul.